Rutebeskrivelse #
Den samlede rute til Cold Hawaii Ultra strækker sig fra Bulbjerg og Vester Thorup i nord til Agger i syd og benytter sig blandt andet af Vestkyststien og den gamle Redningsvej. Underlaget er for alle distancer et mix mellem sand, strand, småstier, hjulspor, faste grusveje og lidt asfalt ind imellem gennem nogle af landsbyerne. Løbere på de længste distancer starter ved Bulbjerg og de resterende distancer tilgår undervejs og alle med mål i Agger.
Af nedenstående interaktive kortudsnit ses den samlede rutes forløb; røde markering angiver startsteder og orange markeringer depoter jf. Depotoversigt. Benyt “cylinder”-ikonet til at slå de forskellige distancer til og fra og “boks”-ikonet for fuldskærmsvisning. De første 20 km af ruten på 100 km er endnu ikke offentliggjort.
Strækningen fra Bulbjerg til Agger vil være mærket op med orange flag. Løbere på 50 miles, 50 km, 24 km og 12 km kan klare sig udelukkende ved at følge markeringen. Til løbere, der eksempelvis har et GPS-ur med navigationsfunktion, kan man nedenfor downloade vejledende GPX-filer, omend vi understreger, at de ikke er nødvendige for at gennemføre løbet for løbere på disse distancer.
- 100 km (GPX-fil) - offentliggøres senere
- 50 miles (GPX-fil)
- 50 km (GPX-fil)
- 24 km (GPX-fil)
- 12 km (GPX-fil)
De første 20 km for løbere på 100 km er derimod ikke mærket op, hvorfor det for løbere på 100 km kræves at have en GPS-enhed med navigationsfunktion til den første halvdel af løbet. Det er deltagerens eget ansvar at medbringe funktionsdygtig GPS-enhed med indlæst GPX-fil.
Nedenfor forsøger vi at beskrive ruteforløbet fra nord til syd for give jer en forsmag på de trailperler og naturoplevelser, der venter på jer ude i terænnet. Benyt menuen til højre for at gå direkte til det sted i beskrivelsen, hvor din distance starter.
Bulbjerg (start 100 km) #
På toppen af Bulbjerg går starten for løberne på 100 km sammen med løberne på 50 miles. Ruten går gennem gennem Vester Thorup Klitplantage før den støder til den resterende rute mod Agger. Denne strækning foregår via GPS og er endnu ikke offentliggjort.
Bulbjerg (start 50 miles) #
På toppen af Bulbjerg går starten for løberne på 50 miles. Ruten følger den gamle Redningsvej gennem Lild Klit (markeret med en lille hvid redningsbåd på grønmalede skilte) det næste lange stykke. Sporet fortsætter ca. 4 km før vi rammer Lild Strand: vi fortsætter lige igennem fiskerlandsbyen på asfalt et par hundrede meter og tilbage ud i terrænnet.
Langs Lild Klitplantage og Madsbøl Plantage fortsætter vi ca. 10 km af det gamle hjulspor, og her kan man virkeligt mærke, at vi er i Danmarks ødemark med udsyn til smukke klitter og fantastisk klitplantage. Holder man øje kan man få et glimt af Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller i horisonten. Terrænnet er en lille smule kuperet, men ellers forholdvist letløbet. Der er ikke så meget at være i tvivl om: vi skal lige ud!
Efter at have passeret et par levn fra krigstiden rører vi ganske kortvarigt stranden for derefter at fortsætte af Krægpøtvej. Efter ca. 2 km grusvej stopper Krægpøtvej brat i en to meter skrænt, da Poseidon åbenbart også har haft lyst til en bid af Krægpøtvej; vi fortsætter lidt ind i klitterne og ned på stranden.
Vi følger stranden ca. 2 km for derefter at dreje op på en parkeringsplads i udkanten af Vigsø. På selve stranden vil der ingen markering være, omend der vil være tydelig markering med flag og beachflag, hvor stranden skal forlades! Vi fortsætter vest ad Vigsø Sti, en letløbet gruscykelsti. Efter ca. 3 km drejer vi af og løber ind i indhegningen op og på højderyggen, der følges med en uimodståelig udsigt udover Vigsø Bugt ind mod Depot 1 (Vigsø), der rammes efter ca. 23 km for løbere på 50 miles og ca. 43 km for løbere på 100 km Hvis man er heldig, så kan man også få lov til at sige hej til et par fredelige køer på vej ind mod depotet! Få tanket godt op og nyd udsigten!
Efter depotet løber vi mod Hanstholm langs højderyggen via fine stier med en smule kuperet terræn før vi krydser Kai Lindbergs Gade og bevæger os ind i skovene omkring Bunkermuseum Hanstholm. Ruten passerer flere af de gamle bunkerkonstellationer, herunder resterne af den imponerende 38 cm kanon: i disse bunkere blev “Olsen Banden i Jylland” bl.a. optaget! Vi fortsætter rundt langs Hanstholmknuden med en fantastisk udsigt over Hanstholm Havn og Vesterhavet før vi krydser Kystvejen og løber op mod Hanstholm Madbar.
Hanstholm (start 50 km) #
Kort efter vi har forladt Hanstholm Madbar tager ruten os om på sydsiden af Hanstholmknuden og man bliver mødt af en helt enestående udsigt over Hanstholm Vildtreservat med lyngklædte klitter så langt øjet rækker kun afbrudt af den bjergfyr, der blev plantet som et led i kampen mod sandflugten i tidernes morgen. Vi fortsætter ned ad skrænten med stisystemet og rammer Kystvejen, hvor rutens seriøse asfaltstykke starter: ca. 8,5 km gennem reservatet via cykelstien. Stykket på cykelstien er ikke mærket op–følg blot cykelstien til markeringen starter igen ved Klitmøller. Vi fortsætter ind gennem byen.
Ved SPAR i Klitmøller venter Depot 2 (Klitmøller) efter ca. 12 km for løbere på 50 km, ca. 42 km for løbere på 50 miles, og ca. 62 km for løbere på 100 km. Ruten fortsætter forbi depotet ad Vangsåvej og ud af byen, hvor vi fortsætter af Trøjborg Sti, en cykelsti med fast grus. Vi løber ganske kort langs Kystvejen for dernæst at dreje af ned af Skjærbakken og ind gennem Vangså.
Syd for Vangså tager ruten os ind i et kultiveret område, hvor der i sommerhalvåret græsser kvæg. Man bliver ledt ind over markerne i en 1,5 meter bred passage mellem 2 hegn. Her kan der være våde stykker, som desuden er særdeles glatte. Pas på ikke at falde!
Efter markarealet følger man et hjulspor inde i klitheden. Der er her meget fint udsyn til de store vidder, som måske opleves som endeløse på dette tidspunkt. Man løber ganske kortvarigt på kystvejens cykelsti før ruten fortsætter ind på en fin lille vandrerute i Thagaards plantage, som snørkler sig rundt i blandt de lavstammede rødgran og fyrretræer. De snørklede stier fører op til det store og fredede sømærke ”Båken” som stammer helt tilbage fra 1884. Turen op til mærket er stejl og sandet—og ligeledes er nedløbet! Ruten fortsætter ned til Bøgsted rende, op over en klit og sydpå et par kilometer før vi rammer løbets strandetape. Strandpassagen er ikke mærket op—følg blot stranden mod syd. Efter ca. 3 km på stranden kommer man forbi landingspladsen ved Nr. Vorupør, hvor der stadig trækkes kuttere på land, og hvor Depot 3 holder til, efter ca. 26 km for løbere på 50 km, ca. 57 km for løbere på 50 miles og ca. 77 km for løbere på 100 km.
Nr. Vorupør (start 24 km) #
Fra Vorupør Strand går turen forbi det famøse (sandfyldte?) havbad og sydpå af stranden, ca. 4 km. Strandstykket er ikke mærket op, men der vil være tydelig markering med flag og beachflag ved Stenbjerg Landingsplads, hvor stranden forlades og der kravles op i klitterne bag de gamle fiskerhuse til toppen af Signalhøjen og den store mast. Husk at vende dig om, når du når toppen—udsigten er fænomenal!
Ruten fortsætter ca. 1 km gennem klitterne af et lækkert singletrack før stranden rammes igen. Stranden følges ca. 4 km (uden markering), før vi når to betonbunkere på stranden, der sammen med beachflag markerer enden på løbets sidste strandstykke. Vi kravler (for sidste gang!) op i klitterne og løber ad snørklede stier og løbegange gennem Stützpunkt Lyngby—resterne af et imponerende befæstningsværk. Vi fortsætter ad Astavej, der er en god og fast grusvej. Ved Lyngbyvej, som er asfalteret, drejes til højre. Ved Lyngby Redningshus er Depot 4 (ca. 12 km til mål!). Her drejer vi til venstre og er tilbage i sydgående retning.
Lyngby (start 12 km) #
Ad fast grusvej forlader man Lyngby og ruten tager os ud på Redningsvejen, der efter en stund bliver til et smalt hjulspor gennem Lyngby Hede og det helt enestående klitlandskab. Herfra går kursen mod Lodbjerg hvor det 35 meter høje Lodbjerg Fyr fra 1883 ligger beskyttet mod vind og vejr i udkanten af Lodbjerg Plantage—man begynder hurtigt at kunne ane fyret i horisonten.
Velankommet i Lodbjerg passerer vi det nyrenoverede fyr på tæt hold og fortsætter ud på en fast gruscykelsti langs Lodby Klitplantage med kurs mod Flade Sø, der i løbet af de sidste 150 år været under kraftig kulturpåvirkning gennem kanalbyggeri og afvanding. Søen er i dag helt inddiget, som led i kystsikring af vestkysten, og således blevet helt afskåret fra det åsystem, som søen tidligere var en naturlig del af. Fri af plantagen og med udsigt til Agger drejer man til højre og løber langs Flade Sø ca. 1,5 km af en fin grusvej—er vinden i den rigtige retning, så kan der være en strid modvind her! Man løber op på det forstærkede sanddige og løber ad betonvej de sidste 2,5 km ind mod Agger og i mål ved Vesterhavshytten!